Læringsmiljøerne i børnenes dagligdag er præget af nærværende og tydelige voksne der hjælper børnene med at indgå i børnefællesskaber, aktiviteter og pædagogiske rutiner.
Vores vision er, at "Bakkeskoven skal være et rart sted at være, hvor omdrejningspunktet er inkluderende fællesskaber med fokus på leg, læring, trivsel og dannelse".
En forudsætning for at kunne udvikle sig, er at føle sig anerkendt og som en del af fællesskabet. Derfor er vores fokusområde på inklusion, idet at alle har ret til en plads i fællesskabet.
Barnet lærer og tilegner sig kompetencer og viden på forskellig vis. Derfor har vi et særligt fokus på at give børnene mulighed for at møde så mange forskellige lege- og læringsmiljøer som muligt. Dette gennem pædagogiske rutiner, børneinitierede lege og voksenstyret aktiviteter.
Guidning og støtte fra den voksne, der hvor det enkelte barn har brug for det hele dagen
Når den voksne er opmærksom på barnets læringsrum ved at skifte mellem at gå foran, ved siden af og bagved barnet, støttes barnet i sin nærmeste udviklingszone. Samtidig skaber en fast struktur forudsigelighed for børnene, hvilket er med til at øge deres deltagelsesmuligheder, da det bliver tydeligt for børnene, hvad der forventes af dem.
Redskaber vi bruger i vores pædagogiske praksis
Vi arbejder med opsporingsmodellen, hvor vi trivselsevaluerer alle børn i Bakkeskoven. I vuggestuen laver vi trivselsevalueringer to gange om året og en gang om året i børnehaven. Forældrene får i den forbindelse en tilbagemelding om, hvordan deres barn trives. Tilbagemeldingen kan ske, når der afleveres/hentes, det kan være elektronisk via aula eller ved et trivselsmøde.
Lovmæssigt skal vi lave sprogvurderinger på alle børn, når de er 3 år, kort efter børnehave start og igen når de bliver 5 år, inden skolestart. Sprogvurderingerne bruger vi, sammen med forældrene, til at se hvor vi bedst muligt kan støtte barnet i sin sproglige udvikling. Denne vurdering kan danne grundlag for aktiviteter i en mindre gruppe med fokus på sprog.
Personalegruppes faglighed
Vi er en alsidig personalegruppe, som vægter vores faglighed højt og gør en dyd ud af at tilbyde Jeres barn det bedst mulige læringsmiljø, hvor det kan trives og udvikle sig indenfor trygge rammer. Derfor deltager personale også i diverse kurser og efter-videre uddannelser for netop at kunne tilbyde Jeres barn et læringsmiljø, som er tilpasset den aktuelle børnegruppe og hvor fagligheden er bygget på den nyeste viden indenfor målgruppen.